lørdag den 29. januar 2011

Velkommen til familiens nyeste rumpenisse.

Herhjemme går vi rundt og synger..... Vi synger "velkommen til MELINA" - For nu er hun kommet.. Og lige til tiden. Min fætter er blevet far og vi fik den skønne lille bebs at se i dag. Hold nu op hvor er hun skøn, og lille og rynket og lyserød. Hun har stort set samme mål som min egen lille tøs havde da hun så dagens lys, en dejlig dag i maj. Men ikke bare en dejlig dag, også en skræmmende dag, en, set i bakspejlet, lidt uhyggelig dag. For det var dagen som ændrede verden, min verden.........

Er man selv mor behøver man ikke læse mere nu, for man ved det godt. Jeg havde glædet mig til den dag i flere år, og selvfølgelig særligt de sidste 9 mdr. Og da den kom blæste den mig omkuld med orkanstyrke. Jeg kunne ikke stå oprejst i flere uger efter og var sendt helt til tælling. Det er først nu og af flere omgange gået op for mig hvor meget den dag ændrede mit liv. Så sad man der med glas i hænderne, og ens Anna/Lotte hænder famlede i blinde. Man var skræmmende klar over hvor lidt der skulle til for at ødelægge den fine blomst man var blevet gjort ansvarlig for, og hvor meget der skulle til at få den til at slå rødder og vokse. Når der kom lyde fra væsnets mund føltes det som om det var dem der skruede på knapperne i hjernen. Direkte sammenhæng mellem mig og hende. Da navlestrengen blev klippet, blev stikket sat i, og tages det ud vil intet fungere som før.

HVORNÅR KOMMER DER EN VOKSEN??? Den tanke fløj gennem mig utallige gange, og der gik gerne en god rum tid før jeg fik mindet mig selv om at det var mig som var den voksne nu, og HEY, jeg var nogens mor. Jeg var blevet til den man græd efter i de ulykkelige stunder og den man løb stolt i mod med tegningen ingen kunne se hvad var i hånden.... "SE MOR" :)

En gang i et klart øjeblik skrev jeg dette - og det vil jeg gerne dele med jer. 

Skrevet: 31-07-2009 21:48:08
Hej Tøser..
Ja så er det så et år siden at jeg blev gravid... Det er simpelthen gået så stærkt og jeg synes næsten ikke at jeg kan følge med...
Sad lige og kikkede i terminsgrupperne, og sørme om Maj'10 ikke er dukket op.. Jeg bliver simpelthen så sentimental og rørt af at tænke tilbage på de her mdr. sidste år... Det er lige så øjnene bliver blanke og jeg får klump i halsen. Ihh, synes at trods kvalme og ømme bryster, så var tiden bare så fyldt med sommerfugle, håb, drømme og overdreven lykke. En lykke som jeg dengang ikke kunne forestille mig kunne overgås. Det at have en hemmelighed sammen med den kommende far, som kun vi 2 kendte til. Små smilende blikke når emnet tilfældigt faldt på børn og babyer... De første snakke i sene nattetimer om køn og navne. Ihh, og da vi kunne dele glæden med andre og det blev til ægte virkelighed (selvom jeg følte at min krop blev invaderet af alle deres spørgsmål og blikke), blev glæden og spændingen bare endnu større
Tiden var magisk - og nu sidder jeg her, alene en fredag aften og kikker ned i liften. Der ligger min lille fantastiske bandit, og vil ikke sove.. Men det gør ikke noget, for selvom der er vasketøj og hundehår alle steder, og vi får gæster i morgen, så vil jeg 1000 gange hellere sidde her i tus-mørket og lytte til min datters pludren og snak - så må hår være hår, og vasketøjet proppet ind under sengen.. For den lykke som jeg følte for et år siden, og aldrig drømte om kunne overgås, er overgået med længder som ikke kan måles.. Mit hjerte bobler og jeg tuder af glæde, for at have jordens mest fantastiske datter og kæreste og familie..
Tænker på hvor meget der er sket på det her år... Et er at jeg er blevet mor, men jeg er også blevet voksen og alting giver bare mere mening nu... Der er en grund til at stå op, og en grund til at passe på sig selv og sit liv. Er begyndt at tænke underligt meget på døden, og er kommet frem til at det nok er fordi jeg nu har en grund til at leve... Før var ingen afhængig af mig og jeg kunne nemt undværes, det kan jeg ikke nu. Eller det kan jeg måske godt, men jeg vil ikke undværer... Får kvalme af angst når jeg tænker på at skulle undværer bare 1 sek af min datters liv....
Puha, der løb følelserne vidst lige af med mig... men oi hvor er det bare fantastisk at tænke på at alle de drømme og håb som stille tog form i denne tid sidste år, nu er virkelige og endnu mere fantastiske end selv de vildeste drømme... Og tak for at i har været med på sidelinjen hele vejen... Specielt i de stunder hvor det hele ikke var så fedt og dejligt... Men de stunder har jeg glemt lige nu.. Nu er der kun alt overskyggende lykke :)

Tror det her blev noget værre rod, men er det ikke også det at få børn?? Det er det i hvert fald her hjemme - ostehapsere, dukker, legemad og tomme juicebrikker flyder rundt mellem kærlighed, stress, tårer og latter.

Kære Mark og Pernille
Stort tillykke med jeres skønne lille pige. Jeg elsker jeres ærlighed og åbne sårbarhed. Jeg bliver rørt af jeres tårer og glad af jeres smil. I har vundet i lotteriet, og verden vil aldrig igen blive som før. Glæder mig til at opleve Melina og finde ud af hvem hun er for en...

De kærligste hilsner fra "søster" Nadia

1 kommentar:

  1. Åhh.... Nadia, hvor er dine ord til Mark og Pernille rigtigt og præcist beskevet. Jeg havde dem ikke lige (altså ordene), men da jeg læste din beskivelse, vidste jeg, at det var lige det, jeg også elsker så meget ved dem! De tør være ærlige mht deres følelser og bekymringer - og det er bare så smukt!!! Og ja - enig, jeg glæder mig også så meget til at lære lille nye, fine Melina at kende...

    SvarSlet

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer, men vil så gerne vide hvem der skriver.

Husk at vælg hvilken form for bruger du skriver som, og har du ikke en bruger-profil, så vælg Anonym, husk så bare at skriv hvem du er ;)

Glæder mig til at høre hver i siger til det :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...