Mig og min familie - for evigt tak.....

Ja, og lad det gå lidt tjept... I går sad jeg og så noget så intetsigende som "you got mail" - men midt i denne flade fjernsynskiggeri blev jeg pludselig rørt.. Meg ser sig selv som lille, med nu afdød mor - de danser og er smukke og glade - og så gik min lille pc på toppen ellers i gang...

Hvor jeg dog glæder mig til at danse ballet med min egen lille prinsesse, der er så mange skønne stunder allerede nu, og jeg vil ikke gå glip af en eneste. Jeg får sug i maven over alt det hun skal opleve, og er helt inderligt i tvivl om jeg nu vil være i stand til at give tilpas slip på hende, så hun kan lære at stå på egne ben.. Allerede nu får jeg helt fnidder af at tænke på at hun om kun 6 mdr kan gå i børnehave - I DONT THINK SO!!!! puha, det er hun jo alt for lille til, og de andre børn er så store og hvad nu hvis hun ikke kan "klare" sig i børnejunglen og hvis Emma ikke gider at lege og Simon slår og bidder.... Eller næsten endnu værre, hvad nu hvis Simon ikke slår, men i stedet tegner tegninger med hjerter på og holder i hånd og henter hendes gummistøvler når de skal på legepladsen.. Hvad nu hvis de sidder inde i legehuset og kysser!!!!  Nej nej nej, den tanke kan jeg slet ikke magte.. Min lille piges uskyld ( ja, jeg ved godt at det her er total overdrævet, men HEY, ens første kys er sku da Major) og jeg kan jo ikke være der til at klappe og sige næhh og nåårrrr..... OK, det er jo heller ikke meningen at ens mor skal overvære sådan nogle ting.. men når nu jeg så gerne vil se det hele, og opleve det hele. Heppe med  ved alle hendes sejre, og trøste ved alle hendes nederlag - hvorfor kan jeg så ikke det?? Jaaaa, jeg ved det, fordi hun skal stå på egne ben og have luft og rum til at blive andet og mere end "bare" min datter.. Hun skal blive helt sin egen, og det er min opgave at udstyre hende med kort og kompas, masser af kærlighed, tryghed og selvtillid i rygsækken, åbne døren og så ellers krydse fingre for at hun ikke bliver ædt af bjørne, taget af rovfugle eller farer helt vild.....

Men der er jo bare et problem..... Hvis hun bliver ældre, så bliver jeg det jo nok også... selvom jeg lige nu finder det højst usandsynligt. Hvad nu hvis jeg går glip af ting fordi jeg ganske enkelt ikke er her til at opleve dem - da den tanke slog mig i går, tog den ene hurtigt den anden... og verdens 3. største skræksenarie opstod på min nethinde: nr 1: Sker noget med P (7-9-13) nr.2: sker noget med Morgan (banke under bordet) nr. 3: sker noget med mine forældre (salt over skulder, spytte alle steder hen, ud og lede efter 4-kløver, hugge benet af en harer og hvad der ellers skal til for PERMANENT at slette dette overmod fra min side, ved ikke blot at sige det højt, men også skrive det ned). Kender i det hvor ting som er åbenlyse og lige til, på en eller anden underlig måde alligevel ikke helt er gået op for en?? Ja, mine forældre bliver ældre og en dag så dør de.... MEN, ser I, sagen er den af det GØR de jo ikke.. ikke mine forældre.. Andres måske, men ikke mine. Mine lever for evigt og jeg kan og vil ikke forestille mig en verden uden dem. Det skal man jo så heller ikke, sådan en trist tilværelse gider jeg ikke at have, hvor man hele tiden forestiller sig det værste - men noget gange kan det godt komme til en - og det er i DE øjeblikke man har muligheden for virkelig at forstå hvad man har NU, og sætte rigtig pris på det, sådan rigtig rigtig. I de øjeblikke hvor det suger i maven ved tanken om at der skulle ske dem noget. Det er i de øjeblikke man kan mærke hvor meget de betyder, og hvor stort det er at man får lov til at dele ens glæder og sorger med dem.... så er det man gerne bare vil blive i den lille boble af lykke for evigt ♥♥♥