Når jeg er grimmest...

 

Sådan rent mentalt altså - fysisk er det helt klart når jeg bebumset, slasket og lidt for ubadet tøffer rundt i hjemmet iført meget grim heldragt fra H&M, BØRNE H&M, vel at mærke... Sort med hvide og pink bogstaver, som kækt og teenage smart sættes sammen til ordet LOVE på kryds og tværs... Shit det er et ømt syn.... Havde for bare 3 mdr siden svoret at jeg ikke skulle rende rundt og ligne en forvokset baby, med blee røv og bananpatter - men HEY Presto, og så stod man i hygiformen og var noget så "sexy"...  Kald det hvad du vil, jeg kalder det prævention.

Men det var jo så det mentalt grimme jeg ville berette om.. Jeg er så absolut grimmest når jeg bliver bitter og forsmået. Når folk trykker på min dårlige samvittighed og ubevidst kører rundt i de ting som plager mig.. Jeg får lyst til at skrige dem ind i hovedet: JA, for helved Sherlock, gu' er jeg en pikke dårlig mor når jeg ikke hører hvad min datter, af sine lungers fulde kraft skriger ind i mit hoved, fordi jeg altså lige et optaget af en blog eller status på face - men nogen gange magter jeg måske bare ikke at høre hvad ungen har at sige... OG ja, jeg er en skod kæreste når jeg ikke gider snakke med nogen, end ikke med ham jeg elsker, efter en lang dag hvor jeg ikke er andet en 100% på.. 'OG, jeg ved godt at han bliver sindssyg af at arbejde alene hele dagen og har behov for voksen kontakt og samtale som strækker sig lidt ud over møtrikker og frossen vand - Men hvorfor er det hans mentale sundhed som kommer først?? Måske jeg også bliver bare lidt rundforvirret af at tale med mennesker hele dagen, hvis det ikke er stue 12 som har brækket sig i lårfede stråler, så er det meget bekymret datter ( som minder uhyggeligt meget om mig selv), som insisterer på at blive informeret om hver en prut syge farmand slår - Tag ikke fejl, jeg ÆLSKER bræk og bekymrede døtre, og jeg elsker min kæreste, og selvfølgelig min datter - men jeg magter bare ikke at være noget for dem alle hver dag.. Jeg bliver revet i fra alle kanter... Hvor end jeg gerne ville det, så er jeg ikke elastic-girl, og MIT sind kan ikke holde til det, i hver fald lige nu..

Og så er det jeg bliver grim... så flyder det hele over og alt og intet rammer lige i hjertekuglen... Men jeg siger ikke noget.. Nej jeg bider tænderne sammen, for jeg ved jo godt at ingen vil mig det ondt og at det er mig som er sårbar som en sommerfugl på vej fra puppen - problemet er jo bare at jeg bliver mere og mere bitter, kort for hovedet og vrissende.. Alle får hvad de har fortjent og jeg skåner ingen.. jeg erklærer i al hemmelighed krig og "finder" mig pludselig ikke i nogen - som ofte resulterer det i at folk bliver rigtig sure på mig, eller endnu værre kede af det - alt sammen fordi jeg hellere vil være grim end ærlig. Måske ikke den bedste prioritering... EN ting hjælper dog, og det er ros... jeg lapper det i mig, og det er underordnet hvor det kommer fra.. I dag sagde portør-koordinatoren at han ville sende en mand op til søde-Nadia.. Og Vupti, så var der lige mere plads i mit hoved, det krydret med ros fra patienterne ( som jo er dem jeg er der for, altså ud over mig selv og min passion ;) betyder at jeg er ladet op igen. Så nu er der både spist aftensmad med prutten, sagt "pyyyt" da der blev tisset i sofaen, sendt en hylens masse mails rundt OG jeg har mod på at tage på job igen i morgen... JUHUUUU... Tror sku at jeg nu er bare lidt mindre grim i heldragten end jeg var i går :)