onsdag den 2. marts 2011

At sætte det hele lidt i relief...


I disse dage er jeg jo så heldig at få lov til at blive lukket lidt ind i en lidt lukket og hemmelig verden. På Valmuen kommer der brugere som ikke har haft sucsess med metadon-bahandling, og nu modtager de læge ordineret heroin. Før jeg kom der, troede jeg at det handlede om at gøre brugerne clean - og det gør det jo egentlig også - det er bare ikke hele formålet. På Valmuen hjælper man folk der hvor de er, og med det DE mener de har brug for. På Valmuen "må man gerne" have et sidemisbrug, så længe man er ansvarlig omkring injektionstiderne... Man får ikke sin Herion hvis man er fuld eller mere påvirket end "normalt" - Der er rigtig mange brugere som er meget glade for stedet, og de har stort set alle forskellige mål med at være der. Alles mål er heroin, men motivatioen, og sidegevinsterne er meget forskellige. Nogle vil gerne have en bedre social-kontakt. andre vil have noget at bruge dagen på, så det ikke er gaden som kalder. Andre vil passe lidt bedre på dem selv, og fixe rigtigt og i rene omgivelser, uden stress og bakterier. På Valmuen bliver man "bare" passet på, af nogle mennesker som vil en det bedste, og som man kan betro sig til. De ansatte gør et kæmpe arbejde for brugerne, og brænder virkelig for at hjælpe dem som ingen andre vil røre med en ildtang. Derfor kommer brugerne måske også tættere på end almindelige patienter gør. Når man har brugt 2 timer på at lytte til disse forfærdelige skæbner, når man ser hvilke kort nogle mennesker sidder med på hånden, så skylder man dem fandme at se lidt på sine egne...

Her sidder jeg i min sofa, med tæppe på, hækletøjet i skødet, varm the og irriterer mig over at overboen hamrer!! Jeg skulle skamme mig, skulle jeg. Lige nu sidder Tanja, i bedste fald i en gammel sofa og kokser efter et godt fix, i værste fald har hun gang i en kunde på jagt efter næste pose Coke, så hun i morgen møder op, helt udbrændt, kokser efter sin injektion, sidder og "roder" i 20 min, og er så igen frisk nok til ar finde gaden, næste kunde og nye stoffer. Men uha, hvor er det da ambivalent... for øger man da ikke bare Tanjas behov når hun får heroin på Valmuen, og bare fortsætter sin vej ned i dybet... Måske gør man, måske så hjælper man hende, ved at vise hende at uanset hvor mange stoffer hun tager, hvor mange mænd hun servicerer om dagen og hvor mange gange hun ikke magter at leve op til en aftale, så er der altid et bad, en sofa og en portion mad på Valmuen. OG der er gode og kærlige øjne som hver dag ser at Tanja er her endnu, og fortæller hende at her er nogle som står klar den dag hun selv kan overskue at trappe ned.

Jeg tror på at steder som Valmuen er vejen frem - det er i hvert fald en anden vej end den man har prøvet tidligere, og den er jo ikke videre effektiv for dem som bare ikke er klar endnu. De har før været overladt til gaden og jungleloven, nu har de et helle, og alle mennesker fortjener et helle... bare et lille hul hvor de kan puste ud, og samle kræfter til endnu en dag hvor de igen forsøger at gøre deres bedste... Om de lykkedes ved ingen, men alle prøver - DET ved jeg nu...

3 kommentarer:

  1. Kloge ord, Nadia, og hvor har du ret!! Du bliver en skøn nurse med al den indsigt og omsorg, du har for alle mennesker..... Der SKAL nemlig være plads til os alle, uanset hvad..

    Love you - og jeg er SÅ stolt af min lille pige, som er så voksen, kærlig og klog.

    SvarSlet
  2. Søde Nadia, hvad skulle jeg dog gøre uden dine kloge og fantastiske refleksioner.. Du har som altid ret, og jeg er bare så pisse snerpet at jeg trods alle mulige "Tanja`er" stadig er ved at dø over røg på trappen og naboer der bare ikke er som MIG MIG MIG !!!
    Som historien med patienten og skoen der længtes efter autoclaven:-)Du ved om nogen, præcis hvad jeg taler om, hehe.
    Du er med sikkerhed skyld i at min første klinik periode bliver set en smule med Nadiabriller på..
    Og håber min småborgerlige snerpethed for alvor får en på opleveren, hehe.. Tag dig dog sammen Britt!!!

    SvarSlet
  3. At hjælpe folk hvor de er, får mig til at tænke på Søren Kierkegaard's "Om at hjælpe". Det lyder som den rette ånd de har dér på Valmuen.

    "At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er og begynde der.

    Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden.

    For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog ved først og fremmest at forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.

    Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden l stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.

    Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse : Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det, at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar".

    Søren Kierkegaard
    Brudstykke af en ligefrem Meddelelse (l859)

    SvarSlet

Jeg bliver rigtig glad for kommentarer, men vil så gerne vide hvem der skriver.

Husk at vælg hvilken form for bruger du skriver som, og har du ikke en bruger-profil, så vælg Anonym, husk så bare at skriv hvem du er ;)

Glæder mig til at høre hver i siger til det :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...